Om Kaos & Kiddos

Bare lige for at tage jer med bagom bloggens navn:
Ordet kaos klinger negativt, lidt blues agtigt, det kan jeg ikke komme udenom. Ligesom det faktum, at livet med børn virkelig kan være kaotisk nogen gange, uanset hvor mange man har og om man er et par eller alene. Jeg satser på at give ordet et humoristisk præg her, ved at skildre dét kaos jeg oplever i min hverdag, med en selvironisk vinkel.

kosmos og kaos, Konflikten og balancen mellem orden (kosmos) og uorden (kaos) er centralt placeret i den nordiske religion. Det fremgår af myterne om verdens tilblivelse og struktur. Kampen udkæmpes “evigt” i det mindste og det største. Kosmos skabes af kaos, og kaos truer hele tiden. Men kaos er også med til at sætte skub i verden, der ellers ville falde i en dvale af vellevned og frugtbarhed, en guldalder.

Gyldendals, Den Store Danske

I øvrigt betyder ordet kosmos ‘verdens orden, smuk orden, udsmykning’ på græsk. That’s right, de damer – ordet ‘kosmetik’ har relation hertil. Makeup fixer ansigtets “uorden”, kunne man fristes til at konkludere.

Nu begynder det allerede at blive lidt rodet. For lige at binde sløjfen rigtigt på ovenstående: Jeg har valgt at tage ordet ‘kaos’ med, fordi der ofte opstår rod og kaos i min verden. Det er både uundgåeligt, helt naturligt og fuldstændig okay. Det der ikke er okay, er at lade sig slå ud af det. Orden nedbrydes og genoprettes hele tiden.
Jeg er, eller var, et udpræget ordensmenneske, før jeg fik børn i hvert fald, og kunne vældig godt tænke mig at have styr på alting. Det irriterer mig ofte grænseløst, når der opstår uorden i tingene, men jeg prøver at leve med det og har heldigvis en god portion selvironi til at drysse på toppen.

Kiddos says it all, I guess.
Det er mine drenge, mit guld. Dobbelt A og dobbelt dejlige. Nogle små krapyler, der er født med halvandet års mellemrum (pseudotvillinger) og som gejler hinanden op til ballade. August fra 2015 og Axel fra 2016.

Undertegnede
Jeg selv er 28 år, uddannet mediegrafiker, og nu lærerstuderende. Tegnsætning her på bloggen bliver forhåbentlig optimeret i den sammenhæng, da jeg bl.a. læser dansk udskoling.

Fraskilt drengenes far.

Enormt glad for tærte, chokolade, Pepsi Max og ej at forglemme: havremælk i kaffen. Masser af kaffe.

Hvis du har lyst til at læse med, kommer du højst sandsynligt til at støde på emner såsom:

  • Hverdagsrutiner – hvordan det foregår, når man er alene med to børn, og hvordan det fungerer, når samarbejdet med deres far er helt okay.
  • Pseudodrenge – life with kids, basically. Her kommer  vi nok ikke udenom noget med tøj, sko, legetøj, aktiviteter osv.
  • Studieliv og morliv – hvordan er det lige at være på SU med to børn, og findes der et singlemorliv i alt det her.
  • Træning og kost – noget med morkroppen. Jeg er den type, der ikke har lyst til at leve med overflødige babykilo resten af mit liv, MEN jeg er heller ikke fanatisk hvad angår diæt. Der er mega meget plads til kage. Slow but steady progress.

Velkommen indenfor
– Nanna