Listetypen

Listetypen

Det var lige det der med alle de lister.
Hver søndag laver jeg en slags to-do-liste for den kommende uge, sammen med en madplan og indkøbsliste.
Det fungerer bare bedst for mig, at have et overblik over aftensmad og ugens hængepartier, opgaver eller aftaler, for når hverdagen først starter går det ofte så hurtigt, at jeg ikke kan følge med. Jeg har tit prøvet at vågne op mandag morgen, misse lidt med øjnene og pludselig er det gudhjælpemig fredag!
Og hvad har jeg nået? Hvad der føles som ingenting. Og der er blevet handlet næsten hver dag – det er alt for ustruktureret og dyrt. I øvrigt bliver man træt af konstant at cirkulere mellem de samme fem retter.

Tag dig sammen
Sagde jeg til mig selv. Og så fandt jeg ud af, at det ikke er så svært at sætte sig ned, finde inspiration fra andres madplaner og få bikset sådan en krabat sammen. Jeg plejer at lave vores madplan ud fra, hvad jeg har i fryseren og i skabene, samt hvad der er på tilbud i ugens løb. Når jeg handler, hvilket kun er 1-2 gange om ugen nu (yes!), kan jeg godt finde på at skifte en af retterne ud eller købe til fryseren, hvis noget er sat voldsomt ned – det der med bekæmpelse af madspild and all.

Jeg kan på det kraftigste anbefale, at man prioriterer at lave sådan en madplan, dels for at spare penge, dels for at gøre det nemmere for en selv og dels for at få ny inspiration til aftensmaden, især hvis man som jeg selv hader at lave mad og køber sig fattig i mad, som man ikke får spist.
Hver søndag tager jeg udgangspunkt i denne madplan, som Fie er så sød at lave ud fra Rema1000 tilbudsavis.
Hvor smart er det lige!? Man kan jo modificere som man vil, og nogle gange kan jeg finde de samme tilbud +/- i fx Netto. Det er bare fedt at have noget konkret at tage udgangspunkt i.

Man kan finde så mange forskellige “free printable planners”, som disse fundet på Pinterest.

Det er ret så tilfredsstillende med alle de lister, især følelsen af at kunne sætte hak ved de punkter man har nået. Og så slår man sig ikke i hovedet, når man for anden uge i træk har glemt en masse. Det letter min hverdag og økonomi enormt. Jeg er gået fra at bruge 1000-1300 kr. om ugen på indkøb, til 400-700 kr. og nu får vi rent faktisk tømt ud i både køleskab og fryser, og smider mindre mad ud. Når ugen også byder på skole, træning og studieforberedelse, kan jeg umuligt bruge tid på at handle så mange gange og guddødme’ også stille krav til min egen fantasi angående aftensmad. Det er spild af tid, penge og hjernekapacitet 😉

Held og lykke med det, hvis du er listevirgin og en kæmpe høj femmer, hvis du er blevet ligeså vild med lister, som jeg.

God weekend!

-Nanna

Velkommen indenfor

Velkommen indenfor

Første indlæg på bloggen bliver en kort introduktion; Hvem er jeg og hvad skal der ske?

Jeg hedder Nanna, er 28 år, lærerstuderende og singlemor til de her to drenge,  med sand og leverpostej i hovedet. August og Axel er pseudotvillinger med halvandet år imellem dem, og de er henholdsvis fra juni ’15 og december ’16.
Jeg har uddybet lidt ‘bagom bloggen‘, hvis du har lyst til at læse mere.

 

Ellers vil jeg bare sige velkommen til – jeg glæder mig til at få en masse tanker griflet ned her, om alt fra vores hverdag som trekløver, studieliv, træning & other stories

– Nanna